
Matematik dart
Materialer
• Bolde eller små sandposer til at kaste med.
• Træplade(r) med påmalede tal og regnetegn (+, -, x, /, potens, parentes o.a.). Træpladen kan også laves med huller som eleverne kan kaste igennem. En rigtig god opgave for elever i sløjd.
Fremgangsmåde
Eleverne udstyres med bolde og forsøger at ramme en plade af passende størrelse, cirka 1x1 m. Pladen inddeles i forskellige afsnit med forskellige tal 0 til 9 samt afsnit med plus, gange, minus, dividere osv.
Formålet er, at eleven med færrest mulige kast forsøger at ”nå” et forudbestemt ciffer, eksempelvis ”300”. Hvis eleven med 3 bolde rammer ”4”, ”9” og ”gangetegnet”, kan han/hun danne regnestykket 4x9= 36, og har dermed opnået 36 point.
Hvis eleven kun rammer tal og ingen regnetegn, kan det aftales, at tallene må adderes, eller det kan aftales, at der ingen ”point” opnås i den omgang, hvorefter turen går videre.
Variation og progression
• Regnetegnene på dartpladen kan varieres (plus, minus, gange, dividere, potens, kvadratrod osv.).
• Tallene kan varieres (naturlige tal, hele tal, rationelle tal, herunder brøker og decimaltal).
• Der kan arbejdes/konkurreres på tid individuelt, i par eller grupper.
• Antallet af bolde der kastes med i hver runde kan øges/reduceres.






